Afgørelsen

Vi har fundet ud af, at mange udøvere vil gå langt for at opnå mål og tjene penge. Nogle vil bruge doping, andre fortæller ikke om deres skader og er ligeglade med deres sundhed. Dette så vi blandt andet i undersøgelsen, som Sports Illustrated har lavet, hvor de spurgte 198 tidligere og kommende atleter ved OL, om de ville tage imod et forbudt stof, der med garanti ikke ville kunne opdages og ville sikre dem sejren, hvis de blev tilbudt det. Undersøgelsen viste, at 195 ud af de 198 atleter ville tage imod stoffet for at vinde, dvs. kun tre atleter sagde nej.

Mikkel Hansen er et eksempel på en, der er så målrettet, at han ikke tænker på sin krop og spiller med en skade. Eksemplerne her viser, at der ikke er mange grænser for, hvad folk vil gøre for at opnå mål og succes.

Klubberne og trænerne har meget fokus på skadeforebyggelse og har derfor læger og fysioterapeuter der tilser spillerne dagligt. Dog er der stor forskel på hvordan og hvor meget, man gør det. Det svenske landshold kører stadig det samme skadeforbyggende og fysiske program, som de gjorde i 70´erne. Dette pointerer, at man gør det men i forskellige grader.

Vi kan gøre noget for, at færre bliver ramt af skader. Vi kan fokusere mere på skadeforbyggende træning, skære EM eller VM væk i de år der er OL eller lave om på ligastrukturen i Danmark. 

Med hensyn til doping er det svært at afskaffe, da det er nødvendigt for at kunne vinde de store løb, og til dels kan det være sundt for rytterne, da de dermed belaster kroppen mindre. 
Vi mener, man burde gøre bestemte stoffer lovlige og lade rytterne tage en bestemt mængde, så det er kontrolleret og ikke bliver sundhedskadeligt. 

Vi har fundet ud af, at der er meget delte meninger om brugen af doping, og ligeledes om hvorvidt det kan være nødvendigt at spille med skader. 

Håber i har nydt at læse vores blog. Det sidste indlæg bliver en perspektivring.
Ha´det godt. Hilsen Frederikke og Cornelie