Cykelsportens kamp

Foto: sbs.com.au og fabraica.it

I 50´erne og 60´erne blev cykelsport populært. I 50´erne kom fjernsynet og seksdagesløb til Danmark. Løbene blev en kæmpe succes i danskernes stuer, og billetterne blev revet væk. Dette medførte store krav om konstant udvikling og forbedring. Sporten blev international med større præmier, rytterne blev professionelle, og kroppen var som en maskine. Den skulle kunne køre dag og nat. Derfor kom doping tidligt ind i cykelsportens verden, men først i 1984 opdagede man det første dopingtilfælde i Danmark. Tidligere sportsredaktør, Jens Carl Kristensen, er dog sikker på, at der også var doping i Danmark i 50´erne. Han mindes at have interviewet cykelryttere med pupiller så store som tekopper.

I 80´erne begyndte gennemsnitsfarten for cykelryttere at stige, og det gjorde den indtil år 2004. Her nåede man op på en gennemsnitsfart på 40-41 km/t, mens man i 60´erne var nede på ca. 32-36 km/t. Denne stigning mener man hænger sammen med udviklingen af doping. Efter år 2004 skete der et fald igen på omkring 1 km/t. Dette skete på grund af det store antidopingarbejde det internationale cykelforbund udfører.

Foto: sporten.tv2.dk

Bjarnes skandale

I de senere år har der været utallige dopingskandaler. Den største i Danmark er Bjarne Riis dopingskandale. Bjarne Riis var den første og eneste dansker der har vundet Tour de France. Det skete i 1996. Han var ørnen fra Herning, der besejrede spanske Miguel Indurain på Hautacam. Miguel Indurain havde vundet Tour de France fem gange i træk fra 1991-1995.
Tusinder af danskere så op til Bjarne Riis, og troede han havde kræfterne og styrken til at kunne vinde. I foråret 2007 kom bekendelsen så. Han havde anvendt EPO under Touren i 1996.

Den tidligere amerikanske cykelrytter, Tyler Hamilton, udgav i år bogen ”The Secret Race”, om livet som dopet cykelrytter, hvor Bjarne Riis optræder flere gange. Hamilton fortæller blandt andet i bogen, at Bjarne Riis under deres første møde i Italien gav ham nummeret på en spansk læge ved navn Dr. Eufemiano Fuentes. Han skulle tidligere have hjulpet flere topryttere til at dope sig.

Foto: sportsillustrated.cnn.com

Dopingskandale i verdensklasse

Den største doping skandale i verden er Lance Armstrongs. Lance har vundet Tour de France syv gange i træk. Det amerikanske dopingagentur USADA udsendte d. 10. oktober 2012 en 200 siders lang rapport, om hvordan Lance i årene 1999-2005 systematisk dopede sig, selvom han ikke blev testet positiv. Lance blev frataget sine syv sejre og fik livslang karantæne fra al sport. Man har ikke udnævnt nogen nye vindere, da de andre på podiet enten er dømt for doping eller sat i forbindelse med ulovlige stoffer. Præsidenten for Den Internationale Cykelunion Pat McQuaid udtaler, at det var en skelsættende dag for cykling. Han mener, at Lance ikke har nogen plads i cykling og fortjener at blive glemt. Da Lance i 2009 lavede comeback under Tour de France efter fire års pause, mener flere, at han anvendte bloddoping. Heller ikke her blev han testet positiv.

Den italienske sportslæge, Michele Ferrari, som har været under anklage for at have forsynet flere cykelryttere med diverse dopingmidler, har tidligere udtalt, at det der ikke bliver fundet, ikke er doping. Det mener vi, han har ret i. Hvis man ikke har et bevis, synes vi ikke, at man kan tillade sig at tage sejre fra en person, der måske er uskyldig. Samtidig har vi også en mistanke om, at Lance Armstrong var dopet, de syv gange han vandt Tour de France. 

Her på bloggen har vi stillet os selv spørgsmålet. Kan man vinde de store cykelløb som Tour de France, Giro d´Italia og Vuelta a Espana uden doping, eller er de for krævende for kroppen?

Vi tror ikke, man kan vinde uden doping. Løbene er så hårde, at ingen kan klare dem uden doping. Den franske cykelrytter Jacques Anquetil (1934-1987) som vandt Touren fem gange sagde, at kun idioter kan tro, at man kan køre cykelløb 265 dage om året uden at bruge kunstige stimulanser. Doping er blevet en del af succesen og pengene i sporten. Der er et gevaldigt pres fra sponsorerne om, at rytterne skal forbedre sig og vinde. Hvis rytterne ikke ligger i toppen af klassementet og derfor ikke opnår succes, er der ingen penge i det, og derfor er man nødt til at anvende doping. Rytterne skal kunne leve af det og sponsorerne tjene på det.

Tror i man kan vinde de store løb uden doping? 

- Frederikke og Cornelie